CAMILLAS HURRA FOR DEN DANSKE GIN


Temperaturen leger for alvor med frysepunktet denne fredag aften på Vesterbrogade i København. Cyklisterne kører lidt hurtigere end normalt, og fodgængerne haster målrettet henad fortovet i et forsøg på at vriste kulden af sig.

Camilla Angéle afholdt sin ginsmagning på Café Parallel på Vesterbro i Købnehavn fredag den 29. november

I dette billede udgør Café Parallel i nummer 122 kontrasten. Her er der skruet op for varmen og hyggen, og ved de små borde – på gulvet og i den dybe vindueskarm – breder forventningen sig. For det er ikke en helt almindelig aften. Jeg er til ginsmagning, som ginentusiasten Camilla Angéle står for. Smagning af dansk gin vel at mærke.

»Jeg har pivglædet mig til i aften og for, at I er kommet. Jeg er meget glad for dansk gin, og det er der mange andre, der også bør være. For vi laver faktisk ret god gin her i landet,« siger Camilla Angéle og forsætter:

»Dansk gin ligger generelt i den dyre ende, så hvis man ikke kender til det, vælger man måske en udenlandsk gin. Så skal man lære en dansk gin at kende, må man smage den. Og det er det, vi skal i aften.«

Camila Angéle er et kendt navn i den danske ginverden. Hun har bloggen Gin Please, ligesom hun er en flittig stemme, anmelder og inspirator i Gin Forum Danmark på Facebook og på sin egen Instagramkonto, @camillaangele.

»Og så er jeg sådan en, der render producenterne på dørene og sparker lidt til dem, så vi kan få udbredt kendskabet til den danske gin,« siger hun.

Der er tætpakket på Café Paralellel. De 18 billetter a 300 kroner inklusive tapas er for længst udsolgt, og Camilla Angéle virker da også svært tilfreds med fremmødet

Kim og krydderierne

Der er tætpakket på Café Paralellel. De 18 billetter a 300 kroner inklusive tapas er for længst udsolgt, og Camilla Angéle virker da også svært tilfreds med fremmødet. I alt skal deltagerne smage seks forskellige gin og et udvalg af drinksslikkepinde.

Den første er Cornflower Dry Gin fra Mandala Organic. Bag ginnen står kokken og krydderieksperten Kim Dahl og hans samarbejderspartner Thomas Nicolaisen. De har udviklet ginnen i samarbejde med Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi i Hjortdal ved Fjerritslev, og denne aften er det Kim Dahl selv, der står for præsentationen.

»Der er tre ting, man allerhelst vil her i verden. Det er at få opkaldt en planet efter sig, lægge navn til en sygdom eller få sin egen spiritus. Her var det nemmeste så at lave en spiritus, og da vi i kraft af vores firma havde let adgang til de bedste botanicals fra hele verden var det indlysende, at det blev gin.«

Cornflower Dry Gin fejrede henover sommeren ét-års-fødselsdag og har allerede opnået at blive nomineret til årets danske gin, ligesom den er nomineret til næste års Nordic Spirits Award. En del af forklaringen er, at den i sin smag er gået nye veje i forhold til det øvrige udbud på markedet.


»Vi ville gerne lave noget, der var så anderledes, at det ikke var lavet før. Derfor valgte vi at destillere vores gin på blå kornblomster, og vores gin er den eneste i verden, hvor blå kornblomst – udover enebær - er hovedingrediensen. Og det lå lige til højrebenet, for her i Europa har vi masser af kornblomster,« siger Kim Dahl.

Ginnen består af 12 botanicals – med hver deres særegne præg, som ifølge Kim Dahl går nænsomt i samspil med den klassiske London Dry-stil, som den er destilleret i.

Cornflower Dry Gin kan drikkes rent, som var det en snaps – det, man i fagsproget kalder for »neat«. Men den kan også drikkes alene med is – eller som klassisk gin og tonic. Denne aften smager deltagerne alle tre varianter, afsluttende med en gin og tonic med Fever-Tree Mediterranean Tonic. Tilsat tørret pastinak som garnish.

Jeg har smagt mange forskellige garnish til vores gin og er kommet frem til, at pastinak er sagen. Det er dansk, og det rykker.

»Jeg har smagt mange forskellige garnish til vores gin og er kommet frem til, at pastinak er sagen. Det er dansk, og det rykker,« siger han og fortsætter: »Prøv i øvrigt at servere den med et stykke brændt pastinak, så bliver det endnu vildere. Pastinak og et lille splash tonic er kun min ydmyge favorit. Men Cornflower Dry Gin, har mange lag, så prøv jer frem, hvad I selv synes.«

Vil vide mere om gin Det er langt fra første gang, at Camilla Angéle står for en ginsmagning. Dermed lægger hun til en landsdækkende trend, hvor private og vin- og spiritusforretninger afholder en smagninger for at gøre publikum klogere på drikken.

Det er da også derfor, at ægteparret Thomas Schultz Pedersen og Marie Schultz er kommet. »Jeg så, at smagningen blev annonceret på Ginforum på Facebook, og det så spændende ud. Og der gik kun ét minut, så var Marie med på den,« siger Thomas Schultz Pedersen og fortsætter:

»Vi holder meget af gin, men vi har ikke eksperimenteret så meget med danske gin, så derfor er det oplagt at deltage i denne aften.«

Marie Schultz supplerer:

»For tiden er gin vores favoritdrink. Det hænger sammen med, at den er let tilgængelig, den har mange forskellige smagsnoter, og man kan gøre alt muligt forskelligt med den. Og her i aften er vi så kommet for at blive endnu klogere,« siger hun.

Flyveturen med Sugar Pilots Gin kan ikke kun drikkes. Det ved om nogen Charlotte Nørgaard, der er grundlæggeren af Sugar Pilots. Et firma, der laver slikkepinde til voksne, herunder slikkepinde baseret på kendte cocktails som Mojito, Margarita og en række cocktails med gin.


Denne aften er hun inviteret til at fortælle om sit koncept, hvor hun til dato har produceret flere end 70.000 håndlavede slikkepinde.

»Vores mål er at udforske den søde verden, og for os er den søde verden også voksenslik. Vores kærlighed er lagt på slikkepinden, for den er overset. Det er overset, hvad man kan lave med en slikkepind på gincocktails,« siger Charlotte Nørgaard og uddeler slikkepinde lavet på de to gincocktails Gin Hass (billedet) og Bramble.

Bramble er kogt på Woodhill Gin, sukker, frysetørret glukose, vand, naturlige farver og aromaer, mens Gin Hass er kogt på Tanqueray Gin, mango, syrlig frisk lime, citron og timian.

Gin er så forskelligt ar arbejde med, og det giver mig mange muligheder i mit arbejde med slikkepindene.

»Gin er så forskelligt ar arbejde med, og det giver mig mange muligheder i mit arbejde med slikkepindene. Derudover bruger jeg tid på at lave forskellige sirupper, ligesom jeg tilsætter forskellige krydderurter,« siger Charlotte Nørgaard.

Slikkepindene kan spises som en almindelig slikkepind, men producenten giver et staldtip:

»Kom slikkepinden ned i din cocktail og brug den som røreske. Men lad den ikke stå, men tag den op efter et par omgange og gem den eventuelt til næste cocktail,« siger Charlotte Nørgaard.

Totalt in the hood down town

Camila Angéle er tilbage på scenen – denne gang med Anholt Gin og Syv Sind Gin fra Sall Whisky Distillery.

»Jeg synes, at vi skal råbe hurra for den danske gin, for den har et højt niveau. Eller for nordisk gin for den sags skyld. Årsagen er, at vores vand er bedre, end det er syd for grænsen, og vand er den nye sort inden for gin. Hvis vandet er lidt forfinet, bliver det fløjlsagtig i munden, også selvom det er stærkt alkohol, og det er både Anholt Gin og Syv Sind Gin gode eksempler på,« siger Camilla Angéle.

Hun holder en kort pause og tager fat i en lokal helt, den den nye Vesterbrogin Ejderstedgade, der er produceret af Copenhagen Alcohol. Firmaet står også bag den prisvindende CpH Vodka, som Ejderstedgade da også er destilleret på. Det er en økologisk gin med enebær, rosenblade, lavendelblomst, ingefær og lakridsrod som botanicals.

»Det bliver ikke mere lokalt, vi er totalt in the hood down town. Det er en gin, der går godt til alt, og det er også det, den spiller op til. Det betyder også, at du kan bruge den tonic og de garnishes, du vil. Den har en meget ren ginsmag med en tydelig enebærsmag. Den har muller,« siger Camilla Angéle.

Fra Vesterbro tager vi til Frederiksberg Destilleri, som legenden Henrik Hammer står bag. Camilla Angéle serverer Frederiksberg Sloe Gin – neat ledsaget af hendes hjemmelavet risalamande, mens Shakin StevensMerry Christmas Everyone gjalder ud af højttalerne.

»Det er mit mest fantastiske bud på at slå portvinen lidt af banen juleaften. Denne slåengin går rigtig godt til risalamende, fordi den er så sødmefyldt,« siger Camilla Angéle.

Gintoddy til den kolde tid Aftenen er ved at være slut. Camilla Angéle har kun én drink tilbage – hendes hjemmelavede gintoddy med æblesaft, tør hvidvin, stjerneanis, nelliker, kanal, muskatblomme og kardemommekapsler.

»Det er mums på en kold aften, og når den er i gryden, bliver ens hjem hurtigt fyld med en skøn, krydret duft af vinter og jul. Det er en let drik, som sagtens kan erstatte den traditionelle gløgg,« siger Camilla Angéle.

Og det er en varm drik, der passer godt til et Vesterbro, der her i døgnets døende timer er blevet endnu koldere …





Mandala Organic og Sugar Pilots gav deltagerne en goodiebag med Cornflower Dry Gin, en slikkepind lavet på samme, en bøtte med økologisk havtorn og en pose økologisk gløggmix. Fotos Bo Nygaard Larsen, Sugar Pilots, pressefoto



278 visninger
KONTAKT MIG
  • Grey Twitter Icon
  • Grey Instagram Icon
  • Grey Facebook Icon

© 2023 by The New Frontier. Proudly created with Wix.com