• Bo Nygaard Larsen

MANHATTAN - THE SINATRA WAY

Stemmen og sjussen. Sådan lyder overskriften for en miniserie, jeg har lavet for Falkensten Vin i Frederikssund. Her med Frank Sinatra og en særlig eksklusiv udgave af hans elskede Jack Daniel's i en Manhattan.

Foto Bo Nygaard Larsen



Det er de mindste ord med den største mening, og det er de helt store armbevægelser, der dog aldrig er for store til ikke at omslutte selv det mest skrøbelige sind. Frank Sinatra formår det hele, for med sin croonende stemme forfører han os ind i en magisk verden, der tillader mennesket at flyve til månen, få succes i selveste New York eller bare hygge med lidt eksotisk sprut på en bar i det fjerne Bombay.


Dybest set er det netop essensen af tilværelsen, for hvor ville det være ulideligt, hvis vi ikke af og til, fx fredag eftermiddag midt i skumringen, kan sende hverdagens forviklinger på langfart, mens vi isolerer os i tresomheden med sindet, stemmen og sprutten.


For der, som ud af intet, træder Frankie Boy op på scenen. Året er 1955 et sted i USA. Naturligvis bærer han som altid en skræddersyet habit og blankpudsede sko – og denne gang med et glas i hånden.


»Ladies and gentlemen,« siger han så, »this is Jack Daniel’s, and it’s the nectar of the gods.«



Foto Bo Nygaard Larsen


Revolutionen

Sætningen skabte intet mindre end revolution på det globale whiskeymarked. Jack Daniel’s, der blev grundlagt i 1866, var på det tidspunkt et mindre lokalt destilleri fra Lynchburg i Tennessee, men med Frank Sinatras tydelige reference steg salget eksplosivt, og i dag er deres Jack Daniel’s Old No. 7 – den, Sinatra havde med på scenen – verdens mest solgte whiskey.


Angelo Lucchesi, destillerietsførste egentlige sælger, kvitterede da også omgående og sørgede for, at Sinatra altid havde uåbnede flasker af Jack Daniel’s med sig, uanset hvor han befandt sig i verden. Et løfte, firmaet holdt til Frank Sinatras død i 1998.


Det lyder både indlysende og spekulativt. Men der er ingen kendte kilder, der peger på, at der ligger en nøje udtænkt markedsføringsstrategi bag. Det handler om noget så simpelt som en mand, der bare godt kunne lide en bestemt whiskey.


Historien går da også længere tilbage endnu – til en røgfyldt bar i New York i 1947. Her skulle Frank Sinatra til at bestille en drink, da entertaineren Jackie Gleason kom med et afgørende forslag: »Jack Daniel’s. That’s a good place to start.«



Foto Bo Nygaard Larsen


Den evige hyldest

Naturligvis hylder Jack Daniel’s stadig Frank Sinatra. Ikke bare med lidt tekst og opskrifter på de officielle hjemmesider, men også med to særlige udgaver, den ekstrem eksklusive Jack Daniel’s Century og den lidt lettere tilgængelige, men dog et stykke over de 1000 kroner, Jack Daniel’s Sinatra Select Bold Smooth. Det er sidstnævnte, jeg arbejder med her – og som bliver leveret i en smuk gaveæske med en lille pamflet og et adgangskort til den virtuelle Jack Daniel’s Country Club.


Efter destillering og filtrering bliver whiskeyen lagt i specialfremstillede egetræstønder, de såkaldte Sinatra Barrels, der med sine dybe riller giver en mere markant smag af træ. Det er naturligvis, ja, en smagssag, men for mig giver det både en større dybde og autencitet i den samlede oplevelse.


Bourbon eller whiskey

Teknisk set er Jack Daniel’s bourbon. Men firmaet fastholder, at de laver Tennessee Whiskey. Det kan lyde lidt nørdet og ligegyldigt, men bag etiketten lever alvoren og en større identitetskamp. Selvom bourbon ikke er defineret af et geografisk område, som fx Champagne er det, forbinder de fleste denne særlige amerikanske whiskey med staten Kentucky, hvor hovedparten af destillerierne da også har hjemme.


I nabostaten Tennessee opfylder Jack Daniel’s alle betingelser for at kunne kalde sig en bourbon og er med rette med i Henrik Brandts glimrende bog, Bourbon. Bogen om amerikansk whiskey. Men ved at filtrere whiskeyen gennem trækul, får den ikke bare en mere blød smag, smooth, men også sit eget navn, Tennessee Whiskey – og dermed er det Tennessee og ikke Kentucky, der løber med æren.


The Great American Songbook

Smooth er Frank Sinatra, for netop hans stemme og frasering gør ham til en de største repræsentanter for sin genre, The Great American Songbook. Den er, i lighed med den danske sangskat, ikke fysisk materialiseret i form af én bog, men udtrykker mere en lyd, en tone og en stemning.


Det er sange fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til rockens indtog i 50erne, og lyden går igen på plader, i film og på de store teaterforestillinger og musicals på Broadway. Når den første svingende trompet eller trombone sætter i, ja, så ved de fleste af os, hvad vi har med at gøre, for genkendeligheden sidder dybt i selv os danskere.


The Sinatra way

Der er da også noget godt og trygt ved Frank Sinatra. Også når det gælder en drink eller en cocktail. Hans hofdrik var naturligvis Jack Daniel’s, som han mixede på sin egen måde. Han – eller ham, han fik til det, holdt to fingre om glasset og hældte, indtil det dækkede den øverste finger. Så kom han tre-fire isterninger i og tilsatte vand. Der er dog delte meninger om, hvor meget vand han brugte. Nogle kilder siger et skvæt, andre at han fyldte helt op.


Men også en Dry Martini var han til. Victor Gower, tidligere bartender på den berømte The American BarThe Savoy Hotel i London, har fortalt til thecocktaillovers.com, at den for Frank Sinatra bestod af »Beefater Gin med en anelse vermouth, serveret on the rocks med en twist af citron.«


»Og,« føjede han til, »vi skulle sikre os, at hans glas altid var fyldt med is«.


Manhattan, New York, New York

Men her, tæt på artiklens endelige gardin, tager vi tilbage til New York. Byen var om nogen var synonym med Frank Sinatra, ikke mindst på grund af hans version af Liza Minnellis New York, New York - og med Manhattan har byen en af verdens mest ikoniske cocktails. Det er da heller ikke tilfældigt, at Jack Daniel's har den med på sin hjemmeside som en Manhattan Sinatra.


En historie går på, at den blev den kreeret til ære for Lady Randolph Churchill, Wintons mor, på Manhattan Club i 1874. Uanset hvad optræder Manhattan første gang på tryk i Harry Johnsons cocktailbog Bartenders Manual fra 1882.



Come fly with me, let's fly, let's fly away If you can use some exotic booze There's a bar in far Bombay Come fly with me, let's fly, let's fly away



Manhattan er en skøn cocktail, der kun bliver bedre af, at man bruger ingredienser fra den øverste hylde. Jack Daniel’s Sinatra Select Bold Smooth er et sublimt valg, hvor den lidt røgede smag giver cocktailen et ekstra krydderi.


Det kræver en vermouth, der kan noget ekstra – og det kan Vermouth di Torino del Professore Superiore. Det er en tung vermouth, der, som whiskeyen, er lagret på egetræsfade i tre til seks måneder - først som Barolovin, så som vermouth. Med sin dybde og smag af fx nød, karamel og stjerneanis gør den virkelig en forskel i din cocktail.


Bitter, appelsin og kirsebær

Den sidste væskeingrediens er Angostura Orange Bitter. Det er en hidsig herre, eller skrap dame, om du vil, så to hurtige stænk er tilpas. Det kan lyde underligt, at så lidt kan gøre det, men det er den egenskab, Angostura har. Naturligvis kan du bruge den almindelige Angostura Bitter, men som medspiller til den appelsinskræl, du kommer i om lidt, er orangeversionen bedst.


Som garnish, eller pynt om du vil, bruger jeg – udover et stykke appelsinskræl - et Maraschinokirsebær fra Luxardo. Bærret i sig selv er kraffuldt, og hvis du lader noget af saften fra glasset dryppe med, får du et ekstra lag sødme.


If I can make it there

I'll make it anywhere

It's up to you

New York, New York

New York, New York



Foto Bo Nygaard Larsen


Det skal du bruge

50 ml Jack Daniel’s Sinatra Select Bold Smooth (eller Jack Daniel's Old No. 7)

15 ml Vermouth di Torino del Professore Superiore

2 stænk Angostura Orange Bitter

1 appelsinskræl

Maraschinokirsebær


Sådan gør du

Stil glas i fryseren eller fyld det med isterninger

Kom alle væskerne i et røreglas fyldt med is og rør i 20-30 sekunder

Tøm dit drikkeglas og kør appelsinskrællen rundt indvendigt i glasset og kom det i cocktailen

Si indholdet op

Kom kirsebærret i


Note Jack Daniel's Sinatra Select er en promotiongave fra Falkensten Vin Vermouth di Torino del Professore Superiore er en promotiongave fra Sprit & Co