SIMSALAGIN OG SKÅL FOR MANGFOLDIGHEDEN

Opdateret: 3. dec. 2019

Der er sket meget med gin de senere år. Rigtig meget. Men gin har aldrig været out - vi har bare drukket den forkert.


Måske som et passivt modsvar til den kolde krig var der i samfundet en vis uniformering, både materielt og moralsk, der hverken gav plads til begejstring eller nuancer.

Det uniformerede liv

Alderen har det med at trække tråde tilbage i tiden. Her, hvor jeg har passeret den katastrofale kant til de 50 år, sætter jeg det meste i min tilværelse i et fortidigt perspektiv. Mine tanker og handlinger bliver sammenlignet med, hvad jeg i tilsvarende situationer gjorde, da jeg var yngre – og ikke mindst hvilke muligheder, 80erne og 90erne reelt levnede.



I min generations tilfælde er de gamle dage ikke altid gode med de brune og orange rammer, de stramt blev holdt i. Måske som et passivt modsvar til den kolde krig var der i samfundet en vis uniformering, både materielt og moralsk, der hverken gav plads til begejstring eller nuancer. Fjernsynet havde kun den ene danske kanal, marmeladen fandtes for det meste i blå plastikspande, og butikkerne havde som regel kun Gordon’s gin på hylderne. Gordon's er bedre end sit rygte

Billedet er karrikeret. I større butikker var der naturligvis andre muligheder end Gordon’s,

og drikken, der har været på markedet siden 1769 og er leverandør til det engelske kongehus, er slet ikke dårlig. Ellers ville den næppe kunne fastholde sin position som verdens bedst sælgende med 55,2 millioner flasker i 2016. Der er bare andre gin, der er bedre og mere spændende i smagssammensætningen.

Men Gordon’s som monopolskabende på hylderne i min barndoms brugs i Sulsted i Vendsyssel lever videre som et symbol over nogle indskrænkede årtier, hvor det var småt med modet til at prøve nyt. Derfor er der kun grund til at skåle for, at gin i de senere år har udviklet sig til at være hele verdens livseliksir. Iagttagere anslår, at der på verdensplan findes omkring 6.000 gindestillerier, og at der hvert år kommer nye til.

Gin er unisex Ole Knudsen, Samvirke, 2009

Det begyndte i Holland Det er ikke så underligt endda. »Gin er unisex«, som Ole Knudsen skrev tilbage i 2009 i Samvirke, og med det sigter han til den brede appel, drikken har. Ikke bare kan de fleste være med på en velskabt Gin og Tonic, men drikken leder også det meste af verden hen på noget velkendt. I essens og farve er gin i mere eller mindre grad beslægtet med den japanske sake, den sydamerikanske pisco, den nordiske snaps, den italienske grappa, den græske ouzo, den tyrkiske raki, den franske pastis og den hollandske genever.

Her skiller genever – eller genièvre – sig ud. Den er det direkte ophav til gin. Den er udviklet i begyndelsen af 1600tallet af den hollandske professor i medicin Franciscus Sylvius, der eksperimenterede sig frem til en mikstur mod alt fra gallesten til vinterdepressioner. Hans hemmelighed var en blanding af alkohol og enebær, og drikken fik da også sit navn efter det franske ord for enebær, genièvre. Senere i 1600tallet tog engelske soldater drikken med til England, da Trediveårskrigen sluttede i 1648. Her vandt den hurtigt indpas på et marked, der var domineret af kornspiritus af ofte tvivlsom kvalitet. Men englænderne lavede deres egen version af genièvre og undlod for eksempel at komme maltvin i. Det gjorde drikken mindre røget og mere lig den gin, vi drikker i dag.

Gin og døden

Så langt lyder historien ganske fredsommelig, ja, nærmest som et lykkelig erhvervs- og folkeeventyr. Men ginnen førte masser af død med sig. Markedet var ikke kontrolleret, og spekulanter fandt hurtigt ud af, hvordan de kunne erstatte den dyre enebær med terpentin, der så blev druknet i masser af sukker og svedskejuice. Vanviddet var voldsomt, og tørsten syntes uendelig. Perioden 1720-1768 blev kaldt The Gin Gaze og udtrykker en sort tid i det engelske samfund, hvor gin blev en udvej fra fattigdom med deraf følgende sult og sygdom.

I 1730erne var der flere end 7.000 ginbarer alene i London, og i 1743 drak hver englænder fra spæd til olding i gennemsnit omkring ti liter gin om året. Og havde man ikke råd til at købe gin i krus, kunne man for en skilling få sig en sutteklud, der var vædet i gin.

Ganske vist var myndighederne begyndt at sætte ind med restriktioner i 1727, men selv 24 år efter, i 1751, var der store problemer. Her blev der registreret 9.000 børnedødsfald forårsaget af alkoholforgiftning. Det fik satiretegneren William Hogarth til i samme år at lave tegningen Gin Lane, der viser et samfund i opløsning af druk. Nederst i venstre hjørne ligger ginkælderen Gin Royal, der over døren har det sigende slogan

Drunk for a penny Dead drunk for two pence Clean straw for nothing

Grankviste og andet godt

I dag bliver gin ikke betegnet som et rusmiddel, men som et nydelsesmiddel. Som så mange andre entusiaster handler det for mig ikke om at blive beruset hverken på den korte eller lange bane – men dermed ikke sagt, at det ikke sker …

Primært, og så er jeg tilbage ved det med alderen, handler det for mig om at afprøve forskellige smagsnuancer. Her er gin den spiritus, der giver den største variation, fordi reglerne er ganske få og mulighederne utømmelige. Enebær er eneste krav til smagen, og derpå kan producenten så tilsætte smagsnuancer efter eget ønske. Det er det, man i fagsproget kalder botanicals. I en klassisk Bombay Sapphire er der ti botanicals som for eksempel enebær, citronskal, paradiskorn, korianderfrø og lakridsrod. I den hippe Gin Mare fra Spanien er der også ti botanicals, hvor de fremherskende er enebær, basilikum, timian, roasmarin og oliven. Men langt mindre kan også gøre det. Som for eksempel i den danske Elg Gin No. 1, der kun består af tre botanicals: enebær, korianderfrø og gulerod.

Som forbruger kan man lade det være ved det og drikke sin Gin og Tonic uden yderligere anstrengelser end at dosere og tilsætte isterninger og lidt citrusfrugt. Min tilgang er mere nørdet og udfordrende. Jeg prøver altid at bygge ovenpå den smag, der allerede er i flasken. For eksempel bruger jeg gerne frisk thai basilikum i en Bombay Sapphire, fordi den type basilikum har en lakridsagtig smag, der læner sig godt op ad lakridsroden. Til en Gin Mare er det oplagt at klippe en rosmarinkvist eller to fra haven – eller en grankvist ved juletid. Og, ja, i en Elg er det altså indlysende med en frisk gulerod med top. Ikke kun på grund af smagen, men også på grund af udseendet.

Made in Denmark Elg er et godt eksempel på den udvikling, gin har været igennem herhjemme. Den bliver destilleret af Stone Grange ApS i Fredensborg, som Henrik Elsner grundlagde i 2009. Han begyndte med at producere aquavit, absinth, marc og brandy, og i 2015 lavede han sin første gin, Elg No. 0. I dag har han seks gin på markedet.

Også i Han Herred er der gang i ginprodktionen. I Fjerritslev ligger Herbie Gin ApS, som Anders Skotlander og Anders Bilgram står bag. Sidstnævnte er destillatør og med botanicals som enebær, fennikelfrø, rosmarin, lakridsrod, appelsinskal og danske æbler har han skabt en vildskab, der dufter af dejligt af blæsende klitter. Men kongen og pioneren af dansk gin er Henrik Hammer. Han står bag storsælgeren Geranium, der tidligere og medrette er kåret til verdens bedste gin. Han har også skabt kultginen Old English Gin.

Ifølge Danmarks førende ginside, www.whynotgin.dk, var der i januar i 2018 omkring 20 danske mikrodestillirier som Braunstein Micro Brew & Distillery i Køge, Copenhagen Distillery ved Amager Strandpark, Isle of Møn i Askeby på Møn og Anholt Gin. Hvert år kommer der nye destillirier til, og spørger man markedskendere, har vi ikke set toppen endnu.

Det kan vi ikke glæde os nok over. For det giver altid pote, når gæsterne får serveret en Gin og Tonic, der ikke ligner det, de kender, og ikke smager af de 80ere, de troede, den ville smage af. Simsalagin og skål for mangfoldigheden.


6 visninger
KONTAKT MIG
  • Grey Twitter Icon
  • Grey Instagram Icon
  • Grey Facebook Icon

© 2023 by The New Frontier. Proudly created with Wix.com